Urtidens Bjergdrøm. GYSERHISTORIER PÅ DANSK - BREDEVOORT VAN DEN BERG, #7

URTIDENS BJERGDRØM - MØRK FANTASIEHISTORIE PÅ DANSK - BREDEVOORT VAN DEN BERGI dybet af Alperne, hvor bjergene har stået siden tidernes morgen og murmeldyrenes fløjt har varslet dagens komme i tusindvis af år, gemmer sig det glemte kongerige Fanes. Denne roman, der henter sin inspiration fra Sydtyrols rige fortælletradition, vækker Alpernes ældste legender til live igen. Da bjergenes murmeldyr pludselig forstummer og stilheden sænker sig over plateauerne som et varsel, aner jægeren Lidsanel at noget frygteligt er på vej.
Dybt nede i klippernes sprækker lever dværgene med deres mystiske profetier og urgamle magi. For længe siden skænkede de ham tre ønsker, men den vigtigste advarsel glemte han: at evnen til at huske er den største gave af alle. Prinsesse Dolasilla, hele Fanes-folkets elskede datter, bærer på en forbandelse. Hendes kærlighed til den forkerte mand, Ey de Net, fjenden med troldskjoldet, tjeneren for troldmanden Spina de Mul, har kostet hende de ufejlbarlige pile.
I nattens mørke stjal han dem, og nu venter han i dalen for at dræbe hende med hendes egne våben. Det slag der udspiller sig, bliver en af Alperhistoriens største tragedier. Dalen farves rød af blod, himlen formørkes af pile. Da skumringen falder på, ligger Dolasilla døende mod en klippevæg, gennemboret af tre af sine egne pile. Men før hun lukker øjnene for sidste gang, betror hun Lidsanel en opgave der skal forfølge ham gennem evigheder. "I bjergtopkulden der går forud for skumringslysets genfødsel, timeglasset mellem nat og daggry når verden holder vejret, var murmeldyrene på Fanes-plateauet forstummet, ikke én for én med dalende fløjt, men bare pludselig intet, et fravær der åbnede sig som et gab i afgrunden, hvorover virkeligheden snurrer rundt og udviskes. Lidsanel var trådt ud af sin hytte, pelsen stadig om skuldrene, og stilheden havde boret sig ind i ham med dødeligheden af en giftpil mellem ribbenene. Intet fløjt fra klippevæggene, intet kald, kun hans åndedrætssky der hang foran ham, kortvarig i isluften, kun han der stod og ventede. Hans moder, som havde givet ham navnet før feberen tog hende, havde fanget sin kærlighed i det ene ord, og nu måtte han bære det alene. Han havde lyttet indtil isskolden bed i hans ører, dybt ind i kernen af sit væsen, men intet.
Selv ikke vinden, den rastløse vandrer på højderne, var blevet stille, som om den sammen med murmeldyrene ventede på at noget, der for længe siden var lovet, skulle vise sig. Tre ønsker havde dværgene skænket ham den dag i stenkløfternes mørke klippeskygge, midt i skæret og lynene fra våde bjergsnehobe der brændte som fangne klarhvide små sole i klippevæggene. Han havde reddet en dværg der var gledet ned i en sprække og sad fast mellem de sorte klipper.
Han havde hevet ham op af kløften, den sårede dværgs hånd klemt i sin egen, og da den gamle viste sig for ham, præsten med det lynhvide skæg, øjnene midnatsorte som stenene han var skabt af. "Tre ønsker, " havde den gamle bjergdværg sagt, hans stemme krakeleringen af smeltende is. "Tre ønsker, men glem ikke. Der er én ting du en dag vil få brug for, én ting der kan redde kongeriget når alt synes tabt.
Det er ikke et våben, ikke et skjold, ikke guld. Det er selve erindringen, evnen til at huske hvad der skete, til at bære fortællingen når alle andre har glemt den. Slip det ikke. Det er din største gave." Han havde senere forstået at dværgene ikke bare var beboere af klippekæmpen. De var bjergets tanker, glimtet af indsigt der selv bliver til sten. Hamrene der bankede i dybet, var ikke metal der slog mod metal.
Det var bjerget der tænkte sig selv. Hvert slag et ord, hvert ord en verden. Han havde svigtet løftet."