Nogen har tabt en appelsin på isen er inspireret af rejser gennem landskaber i nord og syd.
Digtene kredser om mellemrummene, hvor noget er ved at tage form eller opløses. Om møder
mellem det kolde og det varme, mørke og lys, venten og vækst, stilhed og sansning. Det blå og isen bliver billeder på dvælen, afstand og grænseland, mens appelsinerne, solen og det varme lys peger mod liv, forvandling og mulighed.
Samlingen inviterer til undren og er optaget af, hvad der kan træde frem, når vi giver det langsomme, det ordløse og det endnu ufærdige tid. I det blå rum er frossent ikke dødt, men hvilende, stilstand ikke stagnation, men forandring i svøb.
Samtidig kredser digtene om forsøget på at finde sproget for indre og ydre processer. Om ordene, der undertiden gemmer sig, fryser til eller trækker sig tilbage og om den bevægelse, hvor de finder vej ud af det blå rum.
Nogen har tabt en appelsin på isen er inspireret af rejser gennem landskaber i nord og syd.
Digtene kredser om mellemrummene, hvor noget er ved at tage form eller opløses. Om møder
mellem det kolde og det varme, mørke og lys, venten og vækst, stilhed og sansning. Det blå og isen bliver billeder på dvælen, afstand og grænseland, mens appelsinerne, solen og det varme lys peger mod liv, forvandling og mulighed.
Samlingen inviterer til undren og er optaget af, hvad der kan træde frem, når vi giver det langsomme, det ordløse og det endnu ufærdige tid. I det blå rum er frossent ikke dødt, men hvilende, stilstand ikke stagnation, men forandring i svøb.
Samtidig kredser digtene om forsøget på at finde sproget for indre og ydre processer. Om ordene, der undertiden gemmer sig, fryser til eller trækker sig tilbage og om den bevægelse, hvor de finder vej ud af det blå rum.
