Arthur Emanuel Christensen (født 9. januar 1875 i København, død 31. marts 1945 sammesteds) var en dansk orientalist.
Allerede fra barndommen opfyldt af en levende interesse for den islamiske Orient, begyndte Christensen efter 1893 at være blevet student på at beskæftige sig med arabisk og persisk, hvilket sidste sprog efterhånden blev det centrale i hans studier. Efter kortere ophold ved det orientalske seminar i Berlin tog Christensen 1903 doktorgraden med en afhandling om Omar Khayyáms Rubáiyat, hvilken ved sin udtømmende og omsigtsfulde behandling af emnet vakte megen opmærksomhed; den udkom det følgende år på fransk i omarbejdet udgave (Heidelberg 1904).
Under gentagne udenlandsrejser drev Christensen ivrige bibliotekstudier og beskæftigede sig også under vejledning af professor F. C. Andreas med iransk dialektforskning. Videnskabeligt såre veludrustet tiltrådte han 1914 en rejse til Persien, februar:august, hvor han særlig studerede det moderne talesprog, kulturforhold og folkepsykologi samt indsamlede et rigt materiale til sproghistorisk undersøgelse af den hidtil lidet kendte Semnanidialekt.
Under gentagne udenlandsrejser drev Christensen ivrige bibliotekstudier og beskæftigede sig også under vejledning af professor F. C. Andreas med iransk dialektforskning. Videnskabeligt såre veludrustet tiltrådte han 1914 en rejse til Persien, februar:august, hvor han særlig studerede det moderne talesprog, kulturforhold og folkepsykologi samt indsamlede et rigt materiale til sproghistorisk undersøgelse af den hidtil lidet kendte Semnanidialekt.
